Vi har en lille juletradition i vores familie, der går ud på, at vi taget et smut til London og shopper gaver og andet sjov. Vi er noget af en flok, der drager af sted mod lufthavnen den ene gang om året. Jeg får altid associationer til Alene Hjemme, hvor de er så mange mennesker, der skal på ferie, at de formår at glemme et barn derhjemme. Det er dog ikke sket endnu for vores vedkommende, skal det lige siges.
Ud over jeg selv tæller rejseflokken min kone, vores tre børn, hvoraf en er i teenagealderen, min kones forældre og min far. Efter min mor faldt fra ser min far altid meget frem til at tilbringe tid sammen med familien. Jeg er lidt bange for, at han føler sig lidt ensom. Men det har helt klart hjulpet ham at genoptage noget af kontakten med sine gamle kolleger og barndomsvenner efter min ældste søn lærte ham at færdes på Facebook.
På hver tur er det efterhånden blevet en tradition, at min far enten skal brokke sig eller glæde sig over valutakursen på pund. De senere år har han dog ikke kunnet gøre så meget andet end at glæde sig, fordi kursen derovre er faldet en hel del. De senere år har min søn haft en valutaomregner på sin telefon, så min far har fået for vane konstant at spørge ham om at udregne utallige priser om til danske kroner, som efterfølgende som regel bliver omregnet til, hvor mange liter mælk det svarer til hjemme i Danmark. Det er lidt tosset, men sådan skal det bare være.
